Formandens beretning ved Anders Laustsen
mandag den 17. marts 2008
Rådgivning
Vores rådgivningsselskab LRV vi havde med LandboMidt er nu historie. Vi har holdt det sidste møde i dette selskab.
LandboMidtØst er nu fra 1. januar 2008 en realitet. LandboMidtØst er dannet af 5 foreninger med i alt 3300 medlemmer.
Fra Østjysk Familiebrug (480), Søhøjlandets Landboforening (480), Århus Hadsten Landboforening (460), Kronjysk Landboforening (550) og Landboforening Midt (1340).
I 2010 skal vi tage et nyt center i brug, som skal ligge i Søften nord vest for Århus.
LandboMidtØst vil fra dette tidspunkt kun have rådgivere placeret i to centre –et i Søften og et i Viborg.
Det har ikke været en nem beslutning for Kronjysk Landboforening - at vi på sigt må opgive rådgivningen fra Landbocenteret her i Randers. Men når man ser geografisk på det og skal nå kunder fra Nord for Randers til vest for Silkeborg,- ja så ligger Århus Nord altså centralt, ligeledes er det tæt på div. uddannelse institutioner i Århus m.h.t. arbejdskraft i fremtiden. Så valgte bestyrelsen en offensiv strategi, vi mener at det center der bliver bygget nu, er et blivende center mange år fremover- vi flytter ikke igen selvom der skulle ske yderligere fusioner de kommende år.
Med dannelsen af LandboMidtØst har vi sikret vore medlemmer den rigtige rådgivning fordi vi har alle muligheder for at skabe et attraktivt arbejdsmiljø, som kan fastholde og tiltrække dygtige og kompetente medarbejdere .
Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i bestyrelsen er ganske godt tilpas med, som tingene har udviklet sig. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der hele vejen rundt har været det nødvendige fremsyn og mod til at træffe de nødvendige og rigtige beslutninger. Alle har kunnet se sig selv som vinder i den nye rådgivningsstruktur.
Under forberedelsen af LandboMidtØst blev vi enige om, at vi ville være selvkørende på alle fagområder for at kunne sikre alle medlemmer og kunder den rigtige bedriftsorienterede rådgivning. Alle vore samarbejdspartnere omkring kvæg- og svine rådgivningen, blev tilbudt fortsat rådgivning fra os og det tog langt de fleste imod.
Det har været en spændende tid for såvel medarbejdere som landmænd. I har alle stået model til en del ledelses- og organisationsændringer. 2007 har budt på store ændringer på ledelsesplan, og samtidig har mange haft fokus på planlægning af en god opstart på LandboMidtØst.
Midt i denne proces er det overordentligt tilfredsstillende at konstatere, at LRV afslutter med et positivt årsresultat, endda end del bedre end budgetteret.
Resultatet blev 1,5 mio. kr. efter afskrivninger på 1 mio. kr., hvilket er 4,1 mio. kr. bedre end 2007. Forbedringen er tillige 1,6 mio. kr. bedre i fht. budget.
Vi vil gerne sige TAK for den udbredte forståelse, ændringer af bl.a. edb og telefonanlæg har medført.
Vi er ligeledes glade for at Leif Herlev sagde ja til at lede foretagendet i de næste år.
Han sammen med resten af den meget kompetente chef gruppe, bestående af Jan Jensen, Tom Vestergård, Carsten Lauritsen, Maria Haustrup Andersen og Leif Hansen skal nok få noget virkelig godt ud af fusionen til gavn for både medarbejdere og landmænd.
Foreningens fremtid
Det er fortsat bestyrelsens opfattelse, at når der ikke længere er rådgivning i dette hus, bør vi se på foreningsstrukturen, om der skal være fusioner. Om der skal være én forening i hele LandboMidtØst´s område eller flere - vil vi bruge det kommende år til at debattere. Ligeledes hører vi gerne jeres mening om dette senere i aften.
Århus amt landboforeninger
Århus amt landboforeninger bliver nedlagt på delegeret mødet den 31.marts 2008. I stedet oprettes DLMØ som skal varetage landbrugets interesser i forhold til vandramme direktivet og natura 2000 - områder.
Der er afsat penge til dette arbejde i vores budget for 2008.
Der er blandt andet afgivet høringssvar omkring Mariager, Randers, Horsens - Fjorde samt Gudenåen´s vand system inden fristen udløb den 22. december.2007.
Nu nærlæses udspillet fra stat - region - og kommunes side og vi vil komme med vores kommentarer dertil, vi følger i øvrigt de handleplaner, der bliver lavet.
Miljø
Det langt vigtigste emne vi har arbejdet med i 2007 og ikke mindst i 2008 , er de nye miljø godkendelsesordninger.
Der var fra starten lagt op til, fra Folketingets side at det skulle medføre 3 vigtige ting:
- 1 Sikre miljøet
- 2 Mere ensartet behandling
- 3 Hurtigere behandling.
Her ca. 15 måneder efter lovens ikrafttræden er vi dybt frustrerede. Randers kommune har behandlet 2 sager, Mariagerfjord kommune 1 enkelt sag, af de ca. 80 sager, de har liggende tilsammen, - altså stort set ingen sagsbehandling. Dette er helt uacceptabelt, og er blevet fremført på adskillige møder med kommunerne. De har efterhånden erkendt en stærk underbemanding på området og efter pres fra bl.a. Kronjysk Landboforening, omsider i gang med at opprioritere området - fint, men alt alt for sent.
Med hensyn til en mere ens sagsbehandling står det endnu værre til, - stort set hver kommune har lavet deres egne " bedre vidende" - regler, som ser stort på Folketingets intentioner med loven.
Ingen politikere kan synes at dette er i orden, at det er kommunegrænsen, der afgør om man i fremtiden kan have en produktion eller ej.
Derfor bør loven laves om, så alle landmænd får samme rettigheder og pligter, hvis de har samme typer af følsom landbrugsjord.
Det vil vi i den kommende tid fremføre for relevante politikere på Christiansborg.
Vi opretholder selvfølgelig dialogen med kommunerne, men må konstatere at de er "immune" overfor fornuftige argumenter. Det virker som om der ingen lovgivning er på området og de kan gøre som de vil.
Derfor vil jeg foreslå miljøministeren, på et møde vi har fået stand den 26 marts , at åbne forliget på miljø området med eller uden de radikales hjælp og få vedtaget en ny lov,- så alle kan få en lige behandling, hvis man har samme kategori af landbrugsjord jf. de kendte nitratkort.
Dette synspunkt har jeg fremført for flere politikere på Christiansborg.
Alternativt må man fratage kommunerne administrationen af loven og lægge den over i nogle statscentre, så alle får lige ret for loven.
EU`s landbrugs politik
De store reformer op gennem 90erne og senest i 2003 har alle bevæget den europæiske landbrugspolitik i en retning, som i højere og højere grad har gjort den offensiv og markedsorienteret,
men som også har indføjet nødvendige hensyn til bl.a. miljø, dyrevelfærd, udvikling af landbrugsdistrikter samt overholdelse af strammere regler i den internationale handel.
Med indførelsen af enhedsbetalingsordningen i 2003 reformen, bekræftede både Kommissionen, Rådet og Parlamentet, at den fremtidige landbrugspolitik endegyldigt skulle baseres på en indkomstgaranti til landmanden frem for en prisgaranti på det enkelte produkt. Indkomstgarantien skulle gøre det muligt at tilrettelægge produktion og afsætning i lyset af den reelle efterspørgsel på markedet.
I samme forbindelse blev der foretaget en stærk opprioritering af aktiviteter til en yderligere udvikling af landdistrikterne.
Selv om de foreløbige resultater af den seneste reform synes at være ret så positive, har Kommissionen nu valgt at tage en "time-out", ikke blot for at se om tingene kan gøres endnu bedre og mere simpel, men også for at vurdere, hvordan man kan tackle de nye og fremtidige udfordringer for landbruget.
Dette "sundhedstjek" er yderligere en anledning til at begynde en debat om landbrugets fremtidige stilling i EU , som tæller næsten en halv milliard mennesker med store forskelligheder på en lang række områder. Konklusionerne af denne debat vil
indgå som noget helt væsentligt, når forhandlingerne om den nye finansramme for Fællesskabet, gældende fra 2014 til 2021, vil blive indledt i 2009. Denne ramme og særligt landbrugets indplacering deri, vil være helt afgørende for de videre udviklingsmuligheder for den europæiske landbrugssektor i alle dens aspekter.
Den nuværende ramme for landbruget ligger fast indtil 2013. I praksis betyder det, at udgifterne på ingen måde kan overstige loftet, men mere vigtigt
er det, at der er givet budgetgaranti indtil 2013. Dette er helt klart et forhold, som letter de beslutninger, der skal tages op til 2013, heriblandt eventuelle tilpasninger som følge af sundhedstjekket.
Hvilke tilpasninger, der kommer på banen, er endnu ikke endeligt fastlagt, men Kommissionen har i sit diskussionsoplæg bl.a. peget på en forenkling af enhedsbetalingsordningen, forbedrede forhold for landmændenes muligheder vedr. udnyttelse af markedsmuligheder, en yderligere afkobling
af de præmier, som stadig er knyttet til produktion, samt en udvidelse af aktiviteter i den såkaldte anden søjle, som vedrører udvikling af landdistrikterne.
Hvad angår de animalske sektorer, vil det igangværende sundhedstjek berøre de præmier, som forblev koblet helt eller delvis efter 2003 reformen. Men det største emne vil være mælk og mejeripolitikken og især problemstillingerne i forbindelse med mælkekvoternes udløb i 2015. Kommissionen har i det forløbne år gang på gang slået fast, at en begrænsning af mælkeproduktionen hænger meget dårligt sammen med
målsætningen i 2003 reformen, hvor den enkelte producent jo netop blev opmuntret til at producere som svar på markedets efterspørgsel.
Dette kan vi kun give dem ret i.
Lad os allerede nu komme i gang med udvidelse af mælkekvoterne.
Vi er jo alligevel i en tid hvor vi går fra - at det er kvoter der er begrænsningen - til at det i dag er ejendommens miljøgodkendelse, der er bestemmende for bedriftens produktion.
Økologi
2007 blev året hvor økologien for alvor fik vind i sejlene igen.
Der er i dag mangel på såvel økologisk mælk som svinekød og planteprodukter.
Dette smitter af på priserne til landmændene. Dette gør, at der årlig er brug for 10-15.000 nye hektar og det ser ud til at lykkes her i 2008.
Der vil fortsat være brug for flere producenter, så har man bedrifter der passer, samt lyst og mod, kan det være en god investering at omlægge.
Dansk Landbrugs økologiudvalg har sammen med økologisk landsforening fremsat et forslag om udfasning af konventionel gylle og halm.
Dette skal begynde om 5 år og ske gradvist frem til 2021, dog med mulighed for evaluering undervejs. Samtidig foreslår man nu en oprettelse af en økologi sektion i Dansk Landbrug så økologerne kan, få en lidt skarpere profil og samtidig lave et fælles udvalg for både Landboforeninger og Familielandbrugene.
Afslutningen
Jeg sagde i min beretning, sidste år, at for første gang i 20 år var der udsigt til stigende fødevare priser, dette må siges at have holdt stik, - for såvel mælk og planteprodukter.
Svinepriserne er dog langt fra steget, det man kunne ønske sig, den minimale stigning der har været indtil nu, dækker langt fra de øgede produktionsomkostninger i forhold til året før.
Der er dog en klar forventning til at priserne skal stige i 2008,- vi må indtil videre takke kreditgivere for at have is i maven. Alle forventer en markant stigning - spørgsmålet er bare hvornår den kommer ! Jeg håber den kommer snart.
Afrundingen
Tak til bestyrelsen for et rigtigt godt og konstruktivt samarbejde, selvom vi ikke har været enige om alt - så har alle bakket op om de fælles beslutninger - vi har taget.
Tak til Eva for den store indsats du har ydet som vores sekretær
Tak til medarbejderne. For en kanon indsats.