Det er endnu IKKE lykkedes at få bare ”lidt” gang i sagsbehandlingen i Silkeborg kommune. Her den 16. april bliver store dele af sundhedssektoren og andre offentlige institutioner lammet af en omfattende strejke, fordi de offentlige ansatte ikke vil acceptere en lønstigning på 12,8 %.
Som landmand med en ansøgning liggende i en stor bunke i Silkeborg Plan og Miljøafdeling ville vi være tilfredse med bare at der kom gang i sagsbehandlingen.
Hvad har vi så gjort for at presse på. Vi har haft foretræde for Plan og Miljøudvalget, altså de folkevalgte politikere, for at få dem til at sætte dagsordner, men lige lidt hjalp det. Vi står stadig med tomme løfter og ingen færdigbehandlede sager. Vi har været på Christiansborg til et møde med Miljøminister Troels Lund Poulsen og forelagt ham ”verdens sande tilstand” ude i vores kommuner og den HELT uacceptable situation, som ikke var ministeren ukendt. Vi blev bedt om at sende dokumentation på omgåelser vi mener kommunerne forvalter lovgivningen på.
I landbrugsavisen har der været vist nogle Danmarks kort over behandlingstider og kommunernes selvbestaltede administrationsgrundlag, som ligger uden for gældende lovgivning.
I Silkeborg er det indtil nu kun afgjort 1 eneste sag siden loven trådte i kraft d. 1. januar 2007. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at en offentlig myndighed kan tillade sig kun at producere 1 færdig afgørelse i snart halvandet år!!
KOMMUNENETVÆRK i Søhøjlandets landboforening hvad er det egentlig for en størrelse?
For at vi kan få en entydig og klar kommunikation med politikerne er det besluttet i Dansk Landbrug at det er den lokale landboforening som har kompetencen og ansvaret for de det politiske arbejde i forhold til de kommunale myndigheder. Der er så samtidig etableret et netværk af landmænd, som er medlem i vores naboforeninger, som har medlemmer bosiddende i Silkeborg kommune. Deres opgave er at være bindeled mellem deres forening og bestyrelsen i Søhøjlandets Landboforening. Det er alene Søhøjlandets Landboforening som har ansvaret for at lægge et maksimalt pres på Plan og Miljø udvalget i Silkeborg kommune.
Der har været – og er stadig en del forvirring om vores organisering hvad angår Søhøjlandets Landboforening og rådgivningsselskabet LandboMidtØst.
Det kan siges meget klart. LandboMidtØst tager sig af ALT rådgivning inden for landbruget. Her er ingen politisk aktivitet.
Søhøjlandets landboforenings bestyrelse er ansvarlig for det landbrugspolitiske arbejde i forhold til Silkeborg kommune og er bindeled mellem Dansk Landbrug på Axelborg og medlemmerne. Derfor er det utrolig vigtig at alle landmænd engagere sig i deres lokale landboforening, for kun på den måde har vi slagkraft i forhold til de offentlige myndigheder i Silkeborg kommune.
Måske skulle vi landmænd overveje om vi kunne bruge strejkevåbnet i forhold til en helt uacceptabel måde at behandle vores erhverv på i Silkeborg kommune.
Frede Lundgaard Madsen