Tværfaglighed en fordel for landmanden
Danvet-dyrlægerne ser det som en fordel for landmanden, at han har dyrlæge og konsulent på besøg i stalden samtidig.
Ofte kommer dyrlægen på besøg i besætningen én dag, og på et senere tidspunkt kigger konsulenten forbi. Det er som sådant ikke noget problem, men ved at aftale flere fælles besøg opnår landmanden noget ekstra. Det mener dyrlæge hos Danvet, Rikke-Gry Nielsen, der er en af dyrlægerne i samarbejdet med LMO.
- En af de store udfordringer, vi ofte oplever, er, at der tabes moment, fordi landmanden føler, at dét konsulenten sagde i sidste uge ikke stemmer overens med det, dyrlægen siger den her uge. Derfor er det en klar fordel, at vi som dyrlæge og konsulent en gang imellem laver besøg sammen, fordi der vindes enorm synergi i fælles rådgivning. Det er en fordel, at forskellige synspunkter kan afklares med det samme på staldgangen, siger hun.
Det nye samarbejde rummer et fællesbesøg, hvor et af de vigtigste punkter på dagsordenen er at lave fælles målsætninger og prioriteringer af indsatsområder. Netop den fælles tilgang til tingene er ifølge Rikke-Gry Nilesen altafgørende for succesen.
- Det er vores erfaringen, at når rådgivere sammen tager ansvar for definition af og opfølgning på indsatsområder, og sammen holder hinanden fast på aftalte delmål og deadlines, så er succesraten meget højere, siger hun.
Dyrlæge fra anden landsdel
Danvet har gode erfaringer med at lade besætningsdyrlægens besøg supplere med en anden dyrlæge – en såkaldt second opinion dyrlæge.
- En del af konceptet er, at det er Danvet dyrlæger fra andre ender af landet, der laver det første besøg. Herved opnår vi den maksimale effekt af nye øjne og sparring, siger Rikke-Gry Nielsen.
Forløbet – LMO & Danvet
Uge 1: Analyse
• USK på alle døde pattegrise fra 1 ugehold
• Nøgletal analyseres af rådgiver
Uge 2-3: Opklaring
• Second opinion fra to Danvet dyrlæger
• Heldagsbesøg af managementrådgiver. Managementrådgiver følger arbejdet i farestalden igennem en hel arbejdsdag. Ud fra observationer og samtaler med medarbejderne vurderes rutiner, pasning og generelle indsatsområder
• Gennemgang af foderblandinger
Uge 4: Handlingsplan
• Møde på bedriften, hvor der på baggrund af de indsamlede data udarbejdes en handlingsplan/målsætning af egen dyrlæge, managementrådgiver, besætningsejer og medarbejdere
Uge 5-7: Implementering af handlingsplan
• Besætningen arbejder med at implementere handlingsplanen
Uge 8-9: Opfølgning
• Opfølgningsbesøg af managementrådgiver, hvor handlingsplan tilrettes
• Opfølgningsbesøg af egen dyrlæge
Uge 10-13: Fortsat implementering af handlingsplan
• Besætningen arbejder med at implementere handlingsplanen
Uge 14: Fremadrettet
• Opfølgningsbesøg af managementrådgiver, hvor effekten af handlingsplanen og fremtidig strategi diskuteres Under forløbet sendes der løbende webbackup til managementrådgiver og dyrlæge. Der er ligeledes telefonsupport under hele projektet i det omfang, det er nødvendigt
Publiceringsdato: 09-01-2012
LMO - Trigevej 20, Søften, 8382 Hinnerup - Asmildklostervej 11, 8800 Viborg - Præstegårdsvej 5, 9600 Aars - Tlf: 8728 2200 - Email: