LMO målretter rådgivning til vækstlandbrug
De store vækst- og virksomhedslandbrug har en række andre rådgivningsbehov end de små og mellemstore landbrug. Derfor tilbyder LMO nu et rådgivningskoncept målrettet mod netop denne gruppe. Målet er at skabe større sammenhæng i rådgivningen for landmanden og sikre en rationel koordinering mellem fagområderne.
Direktør Jan Winther ser et stort potentiale i det nye projekt, der skal organisere rådgivningen bedre.
- Det er et vigtigt område både for LMO og for de involverede landmænd. Derfor er det også vigtigt, at det er dygtige folk, som står i spidsen for implementeringen, siger Jan Winther med henvisning til, at det er vicedirektør Karsten Lauridsen, der leder projektet.
LMO har oplevet, at det ikke kun er landmændene men også bankerne, som tager godt imod tanken om at samle rådgivningen hos et team af rådgivere med en Key Account Manager (KAM) i spidsen.
- Flere banker har givet udtryk for, at de ser konceptet som en nødvendighed, da store landbrug på mange måder kan sammenlignes med andre virksomheder i erhvervslivet, hvor der er behov for et team af rådgivere frem for en række af enkeltstående produkter, siger Jan Winther, der forudser, at den enkelte landmand vil få mere tid.
- Landmanden vil opleve en mere effektiv rådgivning, som giver ham mere tid til andre opgaver. Han skal ikke fremlægge de samme resultater og fortælle de samme historier til flere rådgivere.
Rådgiverteam tilknyttet bedriften
Hver landmand vil have et fast team af konsulenter tilknyttet. Alle dedikerede til opgaven og med erfaring i at rådgive store landbrug. Ved at have en Key Account Manager i spidsen for teamet sikres det, at optimeringer på ét område af bedriften ikke sker på bekostning af et andet. Al rådgivning vil ske med fokus på bedriften som helhed.
- Vi ser det i LMO som en stor fordel, at vi som et stort rådgivningsselskab har alle kompetencer samlet på et sted med mulighed for at udvælge et team, hvor både kompetencer og kemien med landmanden passer, siger Karsten Lauridsen.
Ved at bygge rådgivningen op om en KAM-funktion tager LMO udgangspunkt i et gennemafprøvet koncept, som benyttes mange steder i erhvervslivet også i bankerne. Ledelsen og bestyrelsen i LMO mener, det er den eneste rigtige måde at servicere større virksomheder og dermed også vækstlandbrug.
Nyansat chefkonsulent
LMO har ansat Torben Wiborg som chefkonsulent, udvikling. Han skal være en del af det team omkring vækstlandbrug, som skal give landmændene den målrettede rådgivning, de har brug for. Torben Wiborg kommer fra en stilling som afdelingsdirektør i Jyske Bank og tiltræder stillingen hos LMO 1. september.
For yderligere information
Direktør Jan Winther på telefon 8728 1810 eller 2949 0349
Vicedirektør Karsten Lauridsen på telefon 8728 2505 eller 2320 1281
Publiceringsdato: 15-06-2011
LMO - Trigevej 20, Søften, 8382 Hinnerup - Asmildklostervej 11, 8800 Viborg - Præstegårdsvej 5, 9600 Aars - Tlf: 8728 2200 - Email: