United Kingdom Holland

LMO Økologi vinder DM på Økologikongres


30-11-2017

LMO fik onsdag overrakt pokalen i DM i økologisk hestebønne dyrkning på årets Økologikongres, som løber af stablen til og med torsdag.

LMO økologi lykkedes med en strategi, hvor økologikonsulent Lars Egelund Olsen satsede på lave omkostninger og den nye hestebønnesort Lynx. 

Fem rådgivningsfirmaer med hver sin dyrkningsstrategi konkurrerede i 2017 mod hinanden i DM i økologisk hestebønnedyrkning. LMOs strategi med laveste input i ukrudtsbekæmpelsen og valg af den mindre afprøvede sort Lynx var en succes, fortæller Lars Egelund Olsen, der er økologikonsulent i LMO:

"I løbet af vækstsæsonen var vi i tvivl om, hvorvidt vi havde valgt rigtigt, da der viste sig noget kvik i marken, men heldigvis stod hestebønnerne godt og klarede ukrudtskonkurrencen. Vi er glade for, at vores strategi har været en succes. Både når man kigger på udbytte og rå-protein pr. hektar - og når man regner dækningsbidrag II. Jo lavere omkostninger, jo bedre resultat", understreger Lars Egelund Olsen.

Succes med ny sort

LMO havde succes med et helt nyt sortsvalg – sorten Lynx – hvor konkurrenterne havde satset på den gamle sort Fuego. 

"Udbytterne i vores økologiske DM-hestebønner har klaret sig rigtig godt. De har stået rigtigt flot og nydt godt af det kølige og regnfulde vejr. Udbyttet har været i på 6-7 ton pr. ha, mod normalt 4-5 ton", siger LMO’s økologikonsulent. 

Mange muligheder med hestebønner

Lav-input ukrudts-strategien med en blindharvning og en radrensning har ifølge Lars Egelund Olsen været det rette valg. I 2016 afsluttede Seges et større forsøg med denne strategi, og det har også været baggrund for, at LMO i år har valgt at bruge den i forbindelse med DM.

DM i økologisk hestebønnedyrkning er et forsøg på at råbe de økologiske landmænd op og få dem til at se på de mange muligheder, der er for dyrkning og anvendelse af hestebønner.

I DM har deltaget økologikonsulenter fra VKST, Lemvigegnens Landboforening, Agri Nord, Syddansk Økolog og LMO Økologi.

For yderligere information, kontakt venligst:

Peter Mejnertsen
Telefon: 2495 7486
Email: pem@lmo.dk

Seneste nyheder

Top