United Kingdom Holland

LMO konsulent dommer til We Grow Business


04-10-2017

LMO sidder med ved dommerbordet, når årets We Grow Business Case Competition løber af stablen torsdag.

Til daglig arbejder Morten Knude Wind som økonomikonsulent i LMO. Men når We Grow Business Case Competition løber af stablen, sidder han med ved dommerbordet. LMO er med i We Grow Business samarbejdet, der særlig henvender sig til unge på uddannelsesstederne. Samarbejdet er et netværk, der skal hjælpe de unge med at forberede sig til jobmarkedet:

”Case Competition giver de studerende en unik mulighed for afprøve livet som økonomikonsulent. Det giver et indblik i vores hverdag og de udfordringer, vi møder i fødevarebranchen. Ligeledes er det vigtigt for os at være i de studerendes bevidsthed, når de skal ud at finde job efterfølgende. Derfor deltager LMO i Case Competition”, siger Morten Knude Wind.

Tester teoretiske evner

Målet med konkurrencen er at vise, at Langbrug- og fødevarebranchen er mere end svinestalde, E-numre og varedeklarationer. For de studerende kan det handle om rådgivning af millionvirksomheder:

”Case Competition skulle gerne være en øjenåbner for de studerende. De skal kunne se, at et job i fødevarebranchen også er en spændende mulig. Her kan de møde alle typer af virksomheder – fra hobbylandbrug til store selskaber. Vi servicerer en meget bredt vifte af virksomheder, hvor deres kompetencer helt sikkert kan bruges”, fortæller LMOs konsulent.

We Grow Business Case Competition giver unge studerende mulighed for at prøve deres teoretiske evner af på en virkelig case fra landbrug- og fødevarebranchen. Det giver dem mulighed for at omsætte deres teoretiske viden til praksis, fortæller Morten Knud Wind:

”Noget af det vigtigste i jobbet som økonomikonsulent er, at kunne formidle svær teori til sine kunder, så kunderne kan træffe den bedste beslutning. Her er det vigtigt at møde kunden, der hvor vedkommende er. Det er vigtigt at få afprøvet inden et potentielt job, for det kan være en stor udfordring for nogen”, siger han.

Kan skabe netværk

Udover at konkurrencen giver de unge mulighed for at prøve hverdagen af som økonomikonsulent, har de også mulighed for at møde virksomhederne bag branchefællesskabet We Grow Business, der leder efter nye talenter inden for blandt andet økonomi, revision, strategi og ledelse.

”Det er god mulighed for de studerende, som måske ikke har det store kendskab til fødevarebranchen i forvejen. Det kan også være muligheden for den studerende at få deres navn ud blandt rådgivningsvirksomhederne. Det kan være indgangsbilletten til et fremtidigt job. For hvem ved? Måske finder vi en ny kollega blandt deltagerne”, slutter økonomikonsulenten.

Læs mere her

For yderligere information, kontakt venligst:

Morten Knude Wind
Telefon: 22219406
Email: mkw@lmo.dk

Seneste nyheder

Top