United Kingdom Holland

MILJØRÅDGIVERE: Ny lovgivning er mere fleksibel

MILJØRÅDGIVERE: Ny lovgivning er mere fleksibel

09-02-2018

​Den nye miljølovgivning er mere fleksibel, og giver bedre muligheder for fuld udnyttelse af landmændenes eksisterende staldanlæg, vurderer miljørådgivere.

Det er nu 6 måneder siden, at den nye miljølovgivning trådte i kraft, og erfaringerne indtil nu viser, at den kan give helt nye muligheder for de danske landmænd.

I LMOs miljøafdeling er nogle af de første ansøgninger gået igennem efter den nye lovgivning, der ifølge miljørådgiver Anne Kirkegaard viser sig at være mere fleksibel:

”Vores erfaringer viser, at en godkendelse efter den nye miljølovgivning kan give helt nye muligheder. Den nye lovgivning er mere fleksibel, fordi det er produktionsarealer, der bliver godkendt og ikke antal dyr per en bestemt vægtgrænse. Dette giver nogle gode muligheder for fuld udnyttelse af eksisterende staldanlæg”, fortæller miljørådgiveren.

Arealer frem for antal dyr

Med den nuværende miljølovgivning godkendes produktionsarealerne frem for et bestemt antal dyr med bestemte vægtgrænser, som man gjorde før den 1. august 2017, hvor lovgivningen trådte i kraft. Desuden er hele arealdelen vedrørende markerne ikke længere omfattet af krav om miljøgodkendelse.

Udnyttelsesfristen for miljøgodkendelser og tilladelser er forlænget til 6 år, og fristen for udnyttelse er fastsat direkte i loven. Der er også mulighed for at vælge en flexordning, som giver mulighed for at skifte dyretype, uden at man skal have en ny godkendelse:

”Efter de ansøgninger som vi har indsendt de sidste måneder er vores erfaring, at det normalt kan betale sig at lave en ny miljøgodkendelse af sin ejendom, hvis man har eksisterende godkendte stalde efter gammel miljølovgivning. Det fleste ejendomme som har en foderkorrektion, kan med den nye lovgivning få godkendt de samme produktionsarealer og undgå vilkår om foderkorrektion”, fortæller Amparo Amparo Gomez Cortina, der er miljørådgiver i LMO, og hun fortsætter:

”Dette er muligt, fordi det generelle ammoniakreduktionskrav er fjernet. Nu skal man kun overholde BAT krav, som er tilknyttet til stalde og ikke udskillelse af kvælstof fra dyrene”, understreger hun. 

Frihed til at passe produktionen

Ifølge begge rådgivere er det også muligt at få godkendt produktionsarealer til dyrene uden at bruge en bestemt vægtgrænse eller mælkeydelse: 

”Ifølge den nye lovgivning skal man ikke længere tælle, hvor mange dyr der er i stalden, og hvor mange hold man får igennem. Man skal blot udnytte produktionsarealerne efter reglerne for dyrevelfærd. Det giver landmændene en større frihed til at tilpasse produktionen efter effektivitet og behov”, siger miljørådgiver Anne Kirkegaard. 

LMO opfordrer til at man kontakter sin miljørådgiver, hvis man er i tvivl eller har spørgsmål til den nye miljølovgivning.

 

For yderligere information, kontakt venligst:

Amparo G. Cortina
Telefon: 2420 5716
Email: agc@lmo.dk

Seneste nyheder

Top