United Kingdom Holland

Nye økologiregler sætter skub i udviklingen

Nye økologiregler sætter skub i udviklingen

05-07-2017

EU’s nye økologiregler skaber optimisme hos LMO’s ledelse, der håber på mere udvikling og forskning indenfor dansk økologi

Efter lang tids forhandling har EU nu præsenteret de nye regler for, hvordan økologiske fødevarer i fremtiden skal produceres i EU. LMO’s økologichef, Peter Mejnertsen, har hidtil været fortaler for en modernisering af økologireglerne og glæder sig derfor over, at reglerne nu bliver opdateret:

”Økologireglerne er jo banebrydende i den forstand, at det skaber nye spændende muligheder for økologiens udvikling fremadrettet”, siger Peter Mejnertsen.

Regler baner vejen frem

Tre år har det taget forhandlingspartnerne i EU at nå frem til nye regler for, hvordan økologiske fødevarer i fremtiden skal produceres i EU. Peter Mejnertsen håber, at de nye regler på sigt være med til at bane vejen for en opprioritering af udvikling og forskning i økologisk jordbrug med henblik på at lette omlægningen og øge den økologiske produktion:

”Vi kan begynde at lægge mere langsigtede planer og strategier for økologien i fremtiden, og det er nødvendigt for at kunne tilfredsstille forbrugernes efterspørgsel”, siger Peter Mejnertsen.

Han bakkes op af LMO-direktør, Jan Winther, der ser et endnu større behov for at følge økologiens udvikling nøje:

”Vi understøtter hele tiden det behov, der er hos dem, som ønsker at gå økologiens vej. Senest med de nye økologiregler fra EU, som på sigt kan skabe et yderligere behov for rådgivning og ydelser hos de økologiske producenter. Der er det op til os hele tiden at holde os ajour med udviklingen”, siger Jan Winther.

Økologien vokser støt

Ifølge tal fra Miljø- og Fødevareministeriet er det økologiske areal fra 2015 til 2016 blevet udvidet med 21 procent, så i alt 8 procent af al landbrugsjord i Danmark nu er økologisk. Og det er Danmarksrekord. En tendens man tydeligt mærker i LMO:

”Vi oplever en klar tendens i retningen af, at flere og flere efterspørger LMO’s omlægningstjek, fordi de ønsker at få hjælp til at omlægge til økologi. Samtidig har den økonomiske side af økologien fået en mere fremtrædende rolle med årene. I dag er der mere fokus på økonomien i produktionen. Den økologiske produktionsform er i centrum, men vi er blevet bedre til at forene biologi, økologi og økonomi”, siger LMO-direktør Jan Winther.

Økologiens vækst og den øgede efterspørgsel på omlægning betyder samtidig, at der er behov for at kigge på økologien i en mere langsigtet optik, fastslår økologichefen:

”Et mere overordnet forskningsprogram og -strategi for økologien kan være med til at sikre, at vi  som rådgivningsvirksomhed altid er på forkant med udviklingen og nye tiltag. Vi ved, det er et område, der er rigtig meget fokus på, og som også fremover vil være i vækst”, siger Peter Mejnertsen. 

Mere forskning

Bevillingerne i økologisk forskning og udvikling via Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram har ifølge Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer været faldende siden 2013, hvor der var afsat 60 mio. kr. Efter at de nye økologiregler er faldet på plads, spår Peter Mejnertsen, at næste skridt i økologiens fremdrift kan betyde et øget fokus på forskning fremadrettet:

”Der er behov for mere forskning på området. Det er klar at reglerne vil blive tilpasset løbende og også udvikle sig over de næste år, men rammen for udviklingen er der nu”, understreger han.

For yderligere information, kontakt venligst:

Peter Mejnertsen
Telefon: 2495 7486
Email: pem@lmo.dk

Seneste nyheder

Top