Cheføkonom: Recessionen rammer om 1-2 år – det skal du gøre

26-09-2019 00:00:00

De første tegn på en forestående recession har indfundet sig. Det vides ikke, om den bliver lang eller kort, dyb eller mild, men sikkert er det, at man som landmand skal tage sig sine forholdsregler, lyder det fra Hans Fink, cheføkonom i LMO og AgroMarkets.

Danmarks vækst er steget ufortrødent gennem de sidste 10 år, men nu ser festen så småt ud til at være slut, og inden for et til to år vil Danmark såvel som resten af verden blive ramt af en global recession.

Så kontant lyder meldingen fra cheføkonom i LMO Hans Fink, der følger den globale økonomi nøje.

”Vi kigger meget mod USA for at forudsige, hvor den globale økonomi skal hen. Og i USA har vi netop fået de første signaler om en forestående recession, hvilket vi ser ved, at den amerikanske rentekurve er inverteret. Det vil sige, at den 10-årige rente er lavere end den 2-årige rente. Det sker meget sjældent, men hver eneste gang efterfølges inverteringen af en recession. Derfor forventer vi, at vi inden for et til to år vil blive ramt af en global, økonomisk recession”, siger cheføkonom hos LMO Hans Fink.

Mange små men én stor

Han understreger, at den inverterede rente ikke i sig selv er nok til at skabe en global recession, men peger på, at eksempelvis også den tyske økonomi teknisk set befinder sig i en mindre recession nu. Det økonomiske kraftværk syd for grænsen ser nemlig ud til at indkassere to sammenhængende kvartaler med negativ vækst – og det er teknisk set en recession.

”I eksempelvis Tyskland og Frankrig, hvor væksten er lav eller negativ, vil de i løbet af de kommende 7-10 år kunne få flere tekniske recessioner. Men det vi ser ind i, i løbet af de kommende to år, vil være en global tilbagegang. Det er umuligt at sige, hvor alvorlig og ikke mindst hvor lang, den bliver. Men vi er sikre på, at den kommer”, siger Hans Fink, der dog ikke har nogle indikationer på, at den skulle blive lige så slem som finanskrisen i 2008.

”Typisk bliver recessioner dybe og lange, når der opbygges store bobler. Eksempelvis som vi så på ejendomsmarkedet op til finanskrisen i 2008, hvor vi havde en enorm gældsboble. Selvom boligpriserne i København er meget høje, kan vi ikke tale om en decideret boble på landsplan, og derfor kan vi heller ikke sige noget om, hvorvidt den forestående recession rammer hårdt eller knap så hårdt”.

Vækst baseret på gæld

Den inverterede rente er første tegn på den forestående recession. Men foruden renten ser også det globale aktie- og obligationsmarked ganske dyrt ud, fortæller cheføkonomen.

”Derudover har vi et Sydeuropa, Japan, England og USA, som kører med store underskud. Det vil sige, at deres vækst, der er baseret på lånefinansiering, og det er meget usundt på den lange bane”, siger Hans Fink, men understreger, at en række andre tal peger i den anden retning.

”Den amerikanske arbejdsløshed er lav, og samtidig er antallet af byggetilladelser stadig på vej op, så der er fuld gang i byggebranchen. Men det er også derfor, at vi først forventer den globale recession inden for et par år”.

Sådan rammer det dansk landbrug

Som landmand kan man måske tænke, at der umiddelbart er langt fra økonomiske rystelser på børsen i New York til Vestjylland. Men hvis en global recession bliver en realitet, vil det økonomiske efterskælv kunne ramme dansk landbrug på tre store områder:

”Først og fremmest vil en recession give et pres på priserne på landbrugsejendomme, fordi de som hovedregel følger prisudviklingen på almindelige ejendomme. Dernæst vil bankerne reagere voldsomt negativt under økonomiske tilbagegang, og de må typisk indkassere tab og derefter stramme op og lave færre nye udlån. Det rammer typisk kreditgivningen, og det vil gøre det svært for landmændene at låne”, siger Hans Fink og peger på, at netop den sværere vej til frisk kapital vil kunne blive en stor udfordring for, måske allerede pressede landmænd.

”I en recession kan der netop være behov for at låne penge, hvis man er hårdt spændt for, inden krisen kradser. Det skyldes, at indtjeningen på bedriften kan komme under pres, da det vil være sværere at opretholde de samme priser som før, eftersom der ikke kommer nye købere på markedet. Og vi lever jo altså også af, at asiater kan købe vores svinekød”.

Det skal du gøre

Som landmand gælder det derfor om at berede sig på en eventuel økonomisk afmatning allerede nu, fortæller Hans Fink.

”Først og fremmest skal man være konkurrencedygtig. Det er den klassiske dyd om, at stramme indtjeningskrav absolut ikke slækkes, når konjunkturerne vender. Derfor er det vigtigt, at man kan producere til en god og relativt lav fremstillingspris”, siger han.

Dernæst skal man skære skarpt ind på de forretningsområder, som ikke bidrager til bundlinjen.

”Måske har man bredt sig over flere områder, eksempelvis en stor animalsk produktion, hvor man har et ekstraordinært stort planteavlsbrug ved siden af, men som ikke giver det store afkast. Så er det måske nu, man skal skære fra. Eller også kan man sælge nogle af sine udlejningsejendomme nu, mens renten er lav og priserne gode”, siger Hans Fink.

Netop hvordan man bliver økonomisk polstret og dermed bedre klædt på til at komme igennem en økonomisk nedtur, er et af de store emner på HandelsErfa, som afholdes af AgroMarkets hos LMO i Søften den 30. september.

”Her får du indsigt i, om du skal til at købe guld eller japanske yen, og ikke mindst hvad du skal fokusere på for at blive klar til en økonomisk afmatning. Du får også indblik i, hvordan du skal handle den sidste mængde korn i 2019 og eventuelt afdække mere foder på høst 2020 – her er prisforskellene nemlig store, og det kan være næsten umuligt at finde rundt i”, siger cheføkonom Hans Fink.

Har du spørgsmål?

Hans Fink
Cheføkonom
Tlf: 2035 0004
E-mail: hfi@lmo.dk
Top