Efter ja: Fusion mellem LMO og Centrovice er en realitet

04-11-2019 00:00:00

En ekstraordinær generalforsamling hos Centrovice har mandag eftermiddag stemt ja til at indgå i en fusion med LMO. Dermed er fusionen mellem de to rådgivningsvirksomheder en realitet.

Fusionen mellem LMO og Centrovice er en realitet.

Det står klart, efter at en ekstraordinær generalforsamling hos Centrovice mandag eftermiddag har stemt klart ja til at indgå i en fusion med LMO. 147 medlemmer stemte for fusionen, mens 13 stemte imod.

De otte jyske landboforeninger bag LMO stemte for knap to uger siden ja til en tilsvarende afstemning, og dermed er der nu skabt et absolut fyrtårn i dansk landbrugsrådgivning med samlet set knap 600 medarbejdere og en årlig omsætning på godt 400 mio. kr.

”Nu har vi fået ja til fusionen på begge sider af bæltet, og vi er naturligvis meget glade over og stolte af, at både de fynske og jyske landmænd ser idéen i at slå vores kompetencer sammen”, siger Torben Lyngsøe Povlsen, bestyrelsesformand for Centrovice.

Sammenlægningen skal finde sted

Den nye rådgivningsvirksomhed, der planmæssigt skal have nyt navn og en ny identitet, vil fortsat servicere de godt 8.000 landbrugskunder ud fra de otte kontorer i Jylland og på Fyn.

I de kommende måneder vil det praktiske arbejde med sammenlægningen finde sted. Det skal bl.a. ske gennem fusionsgrupper bestående af medarbejdere, ledere og chefer fra afdelinger i både LMO og Centrovice.

”Nu bliver vi den største og stærkeste i branchen, og det giver nogle rigtig spændende forretningsmæssige perspektiver og synergier for os - både på kundesiden og på vores muligheder for at investere i digitale løsninger”, siger Nis Kristian Hjort, bestyrelsesformand i LMO.

 

Fakta om LMO: 

LMO blev skabt i 2008 som et fælles rådgivningsselskab for seks midt- og østjyske landboforeninger. Siden er yderligere to foreninger nu kommet til.

Virksomheden omsætter for godt 285 mio. kr. og tæller omkring 430 medarbejdere fordelt på seks kontorer.

LMO har hovedsageligt rådgivning i Jylland fra Vejle i syd til Østervrå i nord samt på Fyn.

Fakta om Centrovice

Centrovice blev stiftet i 2008 efter en fusion mellem Agrogården og Landbofyn.

Virksomheden omsætter for godt 100 mio. kr. og tæller omkring 150 medarbejdere fordelt på to kontorer.

Centrovice har hovedsageligt rådgivning på Fyn samt i Jylland, Sjælland og Lolland-Falster.  

Har du spørgsmål?

Jan Winther
Adm. Direktør
Tlf: 2949 0349
E-mail: jaw@lmo.dk
Top