Husk at få del i tilskudsmillioner til miljøteknologi

Husk at få del i tilskudsmillioner til miljøteknologi

11-09-2018

Der er nu åbent for tilskud til miljøteknologi, hvor det vil være muligt at få del i 112 millioner kroner frem til den 2. oktober 2018. Få kigget dine behov igennem og søg dem så snart, du kan, lyder det fra LMO.

Under ordningen Almindelig Miljøteknologi er det muligt at få tilskud til investeringer i ny teknologi, der har til formål at reducere miljø- og klimapåvirkningen fra jordbrugsproduktionen.

Frem mod 2. oktober 2018 er det muligt at søge om tilskud i den samlede pulje, der i år er på 112 millioner kroner.

Tilskuddet kan dække op til 40 procent af den samlede investeringssum, som denne gang skal være på minimum 100.000 kroner.

”Det er en god mulighed for at få finansieret en del af sine investeringer. Derfor kan vi kun råde folk til at kigge listen med teknologier igennem og få sendt en ansøgning afsted,” lyder opfordringen fra Niels Vitus Hampholt, bygnings- og tilskudsrådgiver hos LMO.

Vær opmærksom på kravene

Inden man kaster sig ud i arbejdet med at ansøge om tilskuddet, er det dog vigtigt at have sat sig ind i de forskellige krav, der bliver stillet, fortæller Niels Vitus Hampholt.

”Der er en række krav, man skal leve op til i forbindelse med ansøgningen. Eksempelvis er det et krav, at man beholder maskinen i en årrække efter købet. Derfor kan det være en god idé at tage sin rådgiver med på råd, hvis man går med tanker om at kaste sig ud i en ny investering”, siger han og uddyber, at der også eksempelvis er krav om to tilbud.

Særligt for planteavl

I år vil rammen tegne sig for 50 millioner kroner til æg- og fjerkræsproduktion, herunder 40 millioner kroner til konventionel produktion og 10 millioner kroner til økologisk.

Derudover er der afsat 32 millioner kroner til gartnerier, ligesom der er 30 millioner kroner til planteavl, der er ligeligt delt op med tilskud mellem konventionelt og økologisk produktion.

Ved traditionel markdrift er tilskuddet til reduktion af pesticidforbruget med 6 forskellige teknologier baseret på styring af sprøjte og mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

 

Til konventionel markdrift er det følgende typer teknologier som der ydes tilskud til:

  • Autostyring og sektionsafblænding af sprøjte
  • Sensorbaseret ukrudtssprøjte
  • Radrensere med rækkestyringssystem og sektionsstyring i rækkeafgrøder
  • Kornradrensere med rækkestyringssystem og sektionsstyring
  • Ukrudtsstrigle (ukrudtsharve)
  • Kartoffelradrenser

 Ved økologisk markdrift er der to teknologier på nedfældning af gylle.

For yderligere information, kontakt venligst:

Bygnings- og tilskudsrådgiver Niels Vitus Hampholt
Telefon: 2999 5735
Email: nvh@lmo.dk

Seneste nyheder

Top