Landbruget har behov for dygtige ledere


08-03-2018

Alt for mange landmænd oplever stor udskiftning i ansatte – en bekostelig affære der udfordrer dansk landbrug. Løsningen er dygtigere ledere, mener rådgivere, der opfordrer landmændene til at have større fokus på ledelse og rekruttering.

Dansk landbrug skal være en attraktiv arbejdsplads. Landbruget har i en årrække haft svært ved at tiltrække ny arbejdskraft og udskiftningen af ansatte er stor. Der er derfor behov for at landmændene arbejder langt mere målrettet på at blive dygtigere ledere, siger Britt Rønberg, der er rekrutteringskonsulent i LMO:

”God ledelse, godt arbejdsmiljø og gode resultater i produktionen hænger uløseligt sammen. Man skal først og fremmest vise sine medarbejdere, at man er stolt af sin produktion, og man må meget gerne fortælle om sine visioner for virksomheden. Det smitter af på medarbejderne, når ejeren står frem og taler sin virksomhed op”, forklarer Britt Rønberg.

Vigtigt at fastholde medarbejderne

Britt Rønberg er specialist, når det gælder rekruttering og fastholdelse af medarbejdere. Som rekrutteringskonsulent i LMO arbejder hun dagligt med ledelse og udvikling af medarbejdere i landbruget. Ifølge hende bliver manglen på arbejdskraft ikke bedre de kommende år, medmindre landbruget tager udfordringen alvorlig:  

”Derfor opfordrer jeg til at prioritere rekruttering og ledelse. Det er hjælp til selvhjælp”, siger Britt Rønberg.

Nikolaj Stidsen, der er svinerådgiver i LMO, oplever dog ofte, at landmændene står magtesløse og ikke er klar over, hvad de kan gøre for at løse udfordringen med at fastholde deres medarbejdere:

”Som arbejdsgivere er der rigig mange ting, man kan gøre – både i det daglig og i opstarten af en ny medarbejder. Det handler om at hjælpe en ny medarbejder godt i gang fra starten – ikke bare i forhold til de daglige opgaver, men også i forholdet til kollegaer”, siger Nikolaj Stidsen.

10 pct. af årslønnen.

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen koster det den enkelte landmand 10 pct. af årslønnen at ansætte en ny medarbejder. Det svarer til 30.000-40.000 kroner om året afhængig af, om der er tale om en landbrugsmedarbejder eller en driftsleder.

Ifølge svinerådgiver i LMO, Anders Peter Andersen, oplever han, at der er en lang række tab forbundet med at skifte en medarbejder ud:

”Det kan være tab af motivation og arbejdsglæde, omkostninger til rekruttering og ansættelse og derefter også en oplæringsperiode af en ny medarbejder, hvor bedriften vil opleve nedsat effektivitet”, siger Anders Peter Andersen.

Britt Rønberg kender også omkostningerne ved at skifte medarbejdere. Der kan være tale om manglende effektivitet, uro i hele medarbejderstaben og en periode uden den nødvendige ledelse.

”Omkostningen løber let op i en halv mio. kr. for en driftsleder i manglende dækningsbidrag”, mener Britt Rønberg, og hun fortsætter:

”Det er vigtigt, at man får lavet en intro-plan og får afstemt forventningerne fra første dag. Det er et fælles ansvar at skabe arbejdsglæde på arbejdspladsen, og det er bestemt til landmandens egen fordel, at det sker så hurtigt og godt som muligt”, understreger rekrutteringskonsulenten.  

Har du brug for hjælp til rekruttering? Eller er du arbejdssøgende og har brug for hjælp til at finde det helt rigtig job i landbruget?

Kontakt LMO’s ekspert team

Britt Rønberg, Rekrutteringskonsulent, Mobil: 2245 1731. Email: blr@lmo.dk.

Nikolaj Stidsen, Svinekonsulent. Mobil: 2495 7522. Email: nst@ lmo.dk

Anders Peter Andersen, Svinekonsulent, Mobil: 2940 7088. Email: aan@lmo.dk

Peter Møller, Kvægkonsulent, Mobil: 2942 5707. Email: pkm@lmo.dk.

Erik Sandal, Chefrådgiver i planteproduktion, Mobil: 2325 1475. Email: ers@lmo.dk.

Rasmus Riber Rasmussen, Virksomhedsrådgiver, Mobil: 2868 4740. Email: rrr@lmo.dk.

Seneste nyheder

Top