LMO: Et flot resultat igen i år

LMO: Et flot resultat igen i år

02-03-2018

Rådgivningsvirksomheden LMO har nu præsenteret sit 2017-resultat for bestyrelsen, der for ottende år i træk viser et solidt overskud.

Det er en tilfreds direktør, der netop har præsenteret LMOs bestyrelse for årsregnskabet for 2017. Årsregnskabet viser et overskud på 6,1 mio. kr., der Ifølge administrerende direktør Jan Winther er et tilfredsstillende resultat:

”Jeg er både glad og stolt over, at vi gennem otte år har formået at fastholde en sund og god økonomi med stigende omsætning og indtjening år efter år. Samlet set har vi øget vores omsætningsniveau og skabt en stabil indtjening, som afspejler den positive udvikling i LMO. Indtjeningen er sket uden generelle prisstigninger men gennem en stabil drift og en stor indsats fra medarbejderne”, siger Jan Winther.

Millioner retur til ejerne

LMOs administrerende direktør understreger, at en stor del af overskuddet går direkte til ejerforeningerne og dermed til de aktive medlemmer bag foreningerne. I alt 3,6 mio. kr udloddes direkte til ejerforeningerne, hvilket svarer til ca. 1100 kr. pr. aktiv medlem bag foreningerne.

LMOs bestyrelsesformand Nis Hjort er på vegne af bestyrelsen meget tilfreds med årets resultat:

”Det er fantastisk at se, at LMO kan præsentere så flot et resultat for 8. år i træk. Det skyldes i høj grad en dygtig ledelse og medarbejdere, der skal have stor ros for et godt stykke arbejde. LMO har et robust og solidt regnskab, og vi glæder os over, at de 3,6 mio. kr. kan gå direkte tilbage til foreningernes politiske arbejde for vores medlemmer”, understreger formanden.

Investeringer påvirker resultatet

Ifølge direktøren har LMO i 2017 foretaget en del investeringer, som også har påvirket resultatet. Blandt andet har rådgivningsvirksomheden investeret i flere specialiserede medarbejdere, nye produkter, digitalisering og ny teknologi:

”Det er investeringer, der skal være med til at fremtidssikre LMO, så vi fortsat kan yde vores kunder den bedste rådgivning. LMO skal også i fremtiden være førende på rådgivningsmarkedet og frontløber i den digitale udvikling. Vi er og skal blive ved med at være et fyrtårn i dansk landbrugsrådgivning, når det gælder udvikling, teknologi og kvalitetsrådgivning”, siger Jan Winther.

LMO forventer fortsat at fastholde en stigende omsætning og indtjening i 2018 på baggrund af de investeringer, der er foretaget, understreger LMOs formand, Nis Hjort:  

”Jeg tror, at 2018 vil blive året, hvor vi for alvor kan begynde at se resultatet af de investeringer, vi har foretaget i det forgangne år. LMO har satset stort på både digitalisering og ansættelse af nye, dygtige medarbejdere. Afkastet forventer vi først for alvor at kunne måle fra næste årsregnskab og fremadrettet”, fortæller formanden.  

Ifølge Jan Winther danner årsregnskabet basis for nye, spændende produkter og aktiviteter i 2018.

Teknologien vil fylde endnu mere

I de kommende år vil den teknologiske udvikling for alvor komme til at præge udviklingen i danske landbrug endnu mere. LMOs opgave bliver derfor ifølge Jan Winther at bruge mange ressourcer på - ikke kun at følge - men også at præge den teknologiske udvikling i fremtiden:

”Vi kommer til at arbejde med kunder, der er stadig mere selvhjulpne og vidende, så behovet for skarpe rådgivere bliver endnu mere nødvendigt. Mange af de servicepgaver vi laver i dag vil blive automatiseret, så alle ydelser skal indeholde et element af rådgivning og udvikling. Og her LMO er allerede godt rustet, så jeg er sikker på, at vi vil kunne løfte opgaven også i fremtiden”, siger han.

Seneste nyheder

Top