Man vil jo gerne give lidt den anden vej


19-04-2018

LMO Planteavl har de seneste år tilbudt at udså blomster i kanten af landmændenes marker, og to af de landmænd der har fået sået blomster, er Carlo Bach Greve fra Aars og Anders Vestergaard fra Løgstrup.

I de seneste år er der kommet mere fokus på såning af blomsterstriber, som kan være til gavn for både dyreliv og miljø samtidig med, at de mange blomster er en fryd for øjet. Både Carlo Bach Greve fra Aars og Anders Vestergaard fra Løgstrup har de seneste to år haft blomster til at stå på et markestykke:

– Jeg synes, at det har været rigtig godt, og det pynter også, når man kører forbi. Det har helt sikkert levet op til mine forventninger, fordi de står jo længe. Der er blomster i ca. 3 måneder, og de kommer ligesom i etaper, så der kommer hele tiden nogle nye, som man kan gå ud og plukke af, fortæller Carlo Bach Greve.

– Jeg har særligt været tilfreds med de blomster, der blev sået i 2017. Det fungerede virkelig godt, og det var blevet lavet sådan, at solsikkerne stod samlet på en række bagerst, og det så rigtig godt ud, og generelt har det fået positive tilkendegivelser, påpeger Anders Vestergaard.

Til glæde for naturen og byens folk

For Carlo Bach Greve er der flere grunde til, at han har valgt at så blomster:
– Jeg er selv både landmand og jæger, og jeg får meget ud af naturen, og så vil man jo også gerne give lidt den anden vej. Og jeg kan se, at bare sådan en lille stribe blomster, det gør sindssygt meget for sommerfugle og bier. Og især bierne er vigtige – de er vores prognoser hele tiden. Hvis ikke vi har bierne, så har vi heller ikke raps, fordi det skal jo kunne bestøves, pointerer han.
 
Men for Carlo Bach Greve handler det ikke kun om at gøre noget godt for naturen, men også for byens folk:
– Jeg sår altid blomsterne tæt på byen, så folk kan gå ud og plukke en buket og tænke på, at landmanden faktisk ikke er så dum endda, og at han ikke kun larmer lidt, kører gylle ud og lugter lidt, men også kan give lidt den anden vej. Og folk er simpelthen så glade for blomsterne. De plukker både til byfester, til kirken og til høstgudstjenester – folk har virkelig taget det til sig, fortæller landmanden.

Et bidrag

For Anders Vestergaard er bevæggrund en anden, men det handler i høj grad om at kunne give andre noget pænt at se på:

– Vi skal ikke længere leve af landbruget, min kone og jeg er pensionister, så vi tænkte, at andre lige så godt kunne få noget ud af det markstykke. Der er jo flere end os selv, der nyder naturen, så derfor tænkte vi, at det kunne være fint at så nogle blomster et sted, hvor mange kommer forbi og kan få glæde af at se på dem – så bidrager vi også lidt med noget til lokalsamfundet, fortæller han.

Og netop det at bidrage med noget er hele formålet med, at LMO tager ud og sår blomster for landmænd:

– Vi tror på, at det giver noget goodwill i samfundet og kan være med til at give landmanden et andet ry end at være ham den trælse, der sviner og kører gylle, men vise at han også kan gøre andre glade ved at så blomster. Samtidig er det også godt for dyrelivet og er med til at skabe biodiversitet, som kan være til stor gavn for miljøet. Så blomsterne er gode for naturen, men de er også en fryd for øjet, fordi de pga. deres sammensætning blomstrer i lang tid og ændrer farve, fortæller Lars-Ejler Hansen, der er afdelingschef i LMO Planteavl. 

Positive tilbagemeldinger

For Carlo Bach Greve er der ingen tvivl om, hvad det bedste har været ved at så blomster på sit markstykke:

– Jeg får masser af positive tilbagemeldinger, og det bedste er, når folk sender et billede af en buket, de har plukket, som står og pynter inde i deres hus, hvor de skriver og takker for buketten. Det gør da mig glad, at der er nogen, der kan få glæde af det, understreger Carlo Bach Greve fra Aars.

I Løgstrup har blomsterne har ikke kun bragt smil på læberne, når folk har kørt forbi eller har plukket en buket, det har også givet Anders Vestergaard nogle gode oplevelser:

– Jeg synes, at det har bidraget med noget positiv omtale. Og så har jeg faktisk også oplevet, at en kvinde kom og spurgte, om jeg kunne huske, at hun sidste år havde plukket nogle blomster til sin mands fødselsdag, og så viste hun mig billeder af de buketter, hun havde fået lavet. Så det er lidt en sjov oplevelse, siger Anders Vestergaard.

   

Har du brug for at vide mere, så kontakt:

Afdelingschef Planteavl 

Lars-Ejler Hansen
Mobil: 2362 0185
Email: lha@lmo.dk

 

Seneste nyheder

Top