Nyt lederkursus løfter din bundlinje

Nyt lederkursus løfter din bundlinje

21-12-2018

Et nyt lederkursus giver dig redskaber til at motivere dine medarbejdere til at yde en ekstra indsats. ”God ledelse giver en bedre bundlinje”, lyder det fra LMO’s rekrutteringskonsulent.

De fleste landmænd har stået i en situation, hvor der mangler hænder i stalden eller på marken, og der var lange udsigter til at få den rette medarbejder ind på holdet.

Der kan være stor konkurrence om de dygtigste medarbejdere, og derfor er det nødvendigt at holde fast på dem, når man nu har dem, fortæller Britt Lützhøft Rønberg, ledelses- og rekrutteringsrådgiver i LMO, der har mere end 25 års erfaring med at ansætte i landbruget.

”Det kræver noget af en landmand, hvis han vil holde fast i de dygtige medarbejdere. Selvfølgelig skal der være gode arbejdsforhold, men allervigtigst kræver det, at han er en god leder, som medarbejderne trives med”, fortæller Britt Lützhøft Rønberg.

Bliv den bedste leder

Netop derfor starter Britt Lützhøft Rønberg og LMO til januar et nyt stort lederkursus op, som giver landmænd de optimale redskaber for at blive en leder, de ansatte lytter til og vil gå en ekstra mil for.

Kurset 4 dage med ledelse, der virker i praksis, er et praksisnært forløb over et par måneder, hvor ejeren eller driftslederen får mulighed for at bruge konkrete værktøjer til at lede medarbejderne i hverdagen og øge engagementet.

”Der er stor forskel på at motivere en ung pige på 18 år og en erfaren svinepasser på 37 år. Det kræver benhårdt arbejde og en viden om, hvordan man skal gribe det an”, siger hun.

”God ledelse er uden tvivl lig med flere penge. Som god leder kan du engagere dine medarbejdere mere og få dem til at skabe vækst i deres dagligdag. Det gavner dem som medarbejdere, og det gavner din bundlinje”.

Gratis opfølgning på bedriften

På kurset skal der ikke læses store bøger før hvert møde, og der skal ikke afsluttes med en eksamen. Derimod tager undervisningen udgangspunkt i landmandens situation, og landmanden får fingre i de forskellige ledelsesværktøjer og lærer at bruge dem. Og når kurset er gennemført, følges der op gentagne gange ude på den enkelte bedrift.

”Jeg kommer ud og følger op ude på hver enkelt bedrift for at se, hvordan det er gået, og hvad der skal til, for at man kan løfte sig yderligere. Jeg ved jo godt, at en presset hverdag til tider kan betyde, at man glemmer værktøjerne eller igen og igen udskyder at implementere tankerne. Det kommer vi til livs her”, fortæller Britt Lützhøft Rønberg.

Hør nærmere om kurset her

For yderligere information, kontakt venligst:

Ledelses- og rekrutteringsrådgiver Britt Lützhøft Rønberg
Telefon: 2245 1731
Email: blr@lmo.dk

Seneste nyheder

Top