Tjen mere og få mere tid med et gårdråd

Tjen mere og få mere tid med et gårdråd

11-09-2018

Med en nøje tilrettelagt strategi og klare mål for driften kan du som landmand få mere tid i hverdagen og en bedre bundlinje. Et gårdråd eller et effektivt netværk af ligesindede er klart at anbefale, og det kan få én krone til at blive til tre.

Er det nødvendigt, at vi har både mejetærsker og snitter på gården, eller kan det betale sig at få naboen til at klare den del af driften? Skal vi have malkerobotter? Og er det tid til at udvide, eller skal der måske endda sælges en smule jord fra for at mindske unødvendig transport fra jordstykke til jordstykke?

Store spørgsmål trænger sig på hver eneste dag hos de fleste landmænd, og i en travl hverdag, hvor driften og familien skal gå op, kan det være vanskeligt at have de store linjer på plads.

Derfor vil mange landmænd kunne hente hjælp i at få lagt en konkret og køreklar strategi for driften, lyder det fra Thomas Abildgaard Rasmussen, strategirådgiver og afdelingsleder i LMO, der opfordrer de danske landmænd til at kigge indad og se, om de virkelig har en fasttømret plan for de kommende år.

"Der er ingen tvivl om, at en klar og nøjagtig strategi for alt fra storindkøb, høst, drift og ledelse giver landmanden de absolut bedste forudsætninger for at blive en succes”, fortæller LMO’s Thomas Abildgaard Rasmussen.

Han peger på, at især et gårdråd kan være det, der kan ruste bedriften til fremtiden.

"Et gårdråd samler både rådgivere, som kender din bedrift, andre landmænd, som trækker på egne erfaringer, og så naturligvis dig selv og måske din familie, som kan være med til at sætte det hele i perspektiv og i sidste ende drive det og køre tingene i mål. Når alle parter kigger på det med forskellige vinkler, så når man frem til nogle beslutninger, man formentlig slet ikke var kommet i nærheden af alene", siger Thomas Abildgaard Rasmussen, og fortæller, at et gårdråd også kan tages med til møder i banken for at hjælpe med at få ro på den del af driften.

”Det er klart, at det er en investering at etablere et gårdråd eller blive en del af et professionelt netværk, men vi kan se, at en enkelt investeret krone meget hurtigt kan blive til tre kroner på bunden, netop fordi at landmanden rent faktisk bliver holdt op på at føre strategierne ud i livet”.

Bliv en del af et netværk!

Og netop et professionelt netværk, hvor strategier og tanker om drift og ledelse bliver vendt, kan for nogle landmænd være et godt alternativ til et gårdråd, fortæller chefkonsulent i LMO Torben Wiborg.

”Man kan sige, at hvor et gårdråd tager fat i det specifikke på en enkelt bedrift, vender et netværk de mere generelle ting, som kan løfte indtjeningen. Det giver rum og mulighed for at få inspiration fra andre landmænd, uanset produktionsgren”, siger Torben Wiborg og nævner eksempelvis LMO’s Netværk for Virksomhedsledere.

Her mødes landmændene fire gange årligt og diskuterer alverdens problemstillinger på bedriften, og sammen holder de hinanden op på at nå deres specifikke mål.

”På den ene side har man lange snakke med henblik på at optimere driften. Men vel nok vigtigst af alt, så får man foræret en systematisk opfølgning med alle de vigtigste indsatser, man har gang i. Det er dyrt og uproduktivt at sætte ting i søen uden at få dem gjort færdige – og det undgår man her”, fortæller Torben Wiborg.

For yderligere information, kontakt venligst:

Strategirådgiver Thomas Abildgaard Rasmussen
Telefon: 2367 2187
Email: tar@lmo.dk

Seneste nyheder

Top