Tørken har givet fantastisk forhold for at starte pløjefri dyrkning

Tørken har givet fantastisk forhold for at starte pløjefri dyrkning

28-08-2018

Den voldsomt tørre sommer har løsnet jorden og fået den til at smuldre. Det giver optimale betingelser for at kaste sig ud i reduceret jordbearbejdning, og det bliver ikke nemmere end nu. 

Sommerens tørke har haft store konsekvenser for udbyttet på markerne, men faktisk har den også resulteret i en fantastisk mulighed for at begynde på pløjefri dyrkning, hvor det er muligt at etablere afgrøder uden pløjning. 

Tørken har nemlig løsnet jorden og fået den til at smuldre. Det er særligt på den stive lerjord, hvor jorden smuldrer på samme måde, som hvis den var vinterpløjet og havde fået frost, med en langt bedre bæreevne som resultat. 

”Det kan være vanskeligt at komme i gang med pløjefri dyrkning, men tørken giver et super udgangspunkt for at komme i gang i år. Vi har fået en fantastisk jordstruktur på mange arealer efter tørken, og flere steder er der helt optimale betingelser for det pløjefri”, lyder det fra Kasper Holm Kristensen, planteavlskonsulent og ekspert i reduceret jordbearbejdning hos LMO. 

Ifølge Kasper Holm er det typisk på lerjordene, det vil være oplagt at gå i gang med pløjefri dyrkning, da de vil være de letteste at begynde på. 

Hjælper i ekstrem tørke og vådt vejr

Kasper Holm fortæller, at den pløjefri dyrkning over tid giver en helt anden indsigt i jorden – både hvad jorden kan, og hvad man som landmand kan få den til.

”Derudover vil man i en del tilfælde kunne få det til at pynte på bundlinjen. Det er især i de mere ekstreme år som nu, hvor det både har været ekstraordinært vådt i efteråret og efterfølgende tørt om sommeren. Jorden vil kunne afdræne meget bedre i de våde perioder, og samtidig vil den holde langt bedre på vandet, hvilket hjælper i de tørre perioder”, siger Kasper Holm fra LMO. 

”Det giver en mere fremtidssikret jord, og den vej rundt lander det selvfølgelig på bundlinjen”, siger han men understreger dog, at man skal tænke sig om, før man kaster sig ud i den pløjefri model. 

”Det er vigtigt, at man er villig til at ændre på flere ting hele vejen rundt. Sædskiftet er vigtigt at tilpasse til en ændret dyrkningspraksis, men ofte kan det sagtens lade sig gøre at dyrke jorden pløjefri med den maskinpark, som er på ejendommen”, siger han. 

”En anden ting, som kan være en udfordring, er, at vi er opvokset med en plov og har viden om, hvordan den fungerer. Men uden plov er der nye og andre ting, vi skal være opmærksomme på for at få systemet til at fungere. Det betyder også, at det er vigtigt at søge sparring med nogle, som allerede i dag har et indgående kendskab til det pløjefri system. Der er ingen grund til at lave samme fejl, som mange andre har gjort”. 

Få hjælp til pløjefri dyrkning 

LMO’s to specialkonsulenter på pløjefri dyrkning, Kasper Holm Kristensen og Erik Sandal, vil i starten af september være på tur rundt i Jylland og på Fyn for at hjælpe interesserede landmænd med at afklare, hvordan man kommer rigtigt i gang med pløjefri dyrkning. 

Et møde i marken på halvanden time koster helt ekstraordinært kun 1.000 kroner, og her vil eksperterne sørge for at gennemgå dine jordbundsforhold, særlige udfordringer i form af besværligt ukrudt, og hvordan man bedst udnytter den eksisterende maskinpark. 

Du kan få hjælp af eksperterne i følgende områder: 

3. september: Viborg og Randers-området

4. september: Horsens, Vejle og Himmerland

5. september: Fyn og Nordjylland

6. september: Aarhus, Silkeborg og Nordjylland

Hvis ikke datoerne passer, eller du bor andre steder, er du velkommen til at ringe, og så finder vi en løsning. 

Kasper Holm Kristensen er uddannet specialkonsulent i pløjefri dyrkning og har 15 års erfaring med området. Han har senest været i England for at hente erfaringer med hjem. 
Telefon 3057 0934 / khk@lmo.dk 

Erik Sandal er specialkonsulent inden for reduceret jordbearbejdning og har arbejdet med pløjefri dyrkning de sidste 20 år. Han er medlem af bestyrelsen for Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK). 
Telefon 2325 1475 / ers@lmo.dk 

 

Seneste nyheder

Top