PRRS kræver handling – både for mennesket såvel som grisen

30-09-2019 00:00:00

Et møde hos LMO tog udgangspunkt i det menneskelige aspekt ved PRRS-udbruddene i de danske stalde. Det kan nemlig være hårdt for psyken, lød det fra svinekonsulenter og en dyrlæge.

Det er okay at tale om følelser og være både trist og frustreret, når man som medarbejder i en svinestald, skal håndtere hundredvis af syge og døde grise som følge af PRRS-udbrud.

Det var konklusionen på et møde hos LMO onsdag den 25. september, hvor fortrinsvist medarbejdere i danske svinebesætninger, der er ramt af PRRS, var inviteret til at tale om den emotionelle side af at skulle forholde sig til sygdommen i staldene.  

”I branchens virksomheder og medier er der megen snak om, at de seneste PRRS-udbrud kan gå ud over eksport og den generelle landbrugsproduktion. Men det her handler om jer medarbejdere, for det er jer, der går derude hver dag og kæmper med døde og syge grise. Det er vigtigt at tage hånd om jer, for det tager hårdt på et menneske at skulle håndtere hver dag,” indledte Anders Peter Andersen, svinekonsulent hos LMO for de godt 20 landbrugsmedarbejdere, der var troppet op på dagen.

Drop produktionsmål og vær i nuet

Mødet var kommet i stand på foranledning af svineproducent og formand for Østjysk Landboforening Henrik Nielsen fra Vinten, som oplevede, at hans medarbejdere var frustrerede og kede af at gå i stalden og skulle fjerne hundredvis af døde grise hver dag.

Og de medarbejdere var langt fra de eneste, viste det sig. Alle deltagerne delte nemlig på skift historier fra deres respektive bedrifter. Så godt som alle medarbejderes bedrifter var forskellige steder i sygdomsforløbet, men fælles for alle var, at de var frustrerede over de mange dødfødte og syge smågrise.

”Det er virkelig en hård sygdom at komme igennem. For I medarbejdere har alle et mål, I arbejder efter, og I gør noget ekstra, når I kan se, at I nærmer jer. Men med PRRS er I slået helt tilbage til start, og så bliver arbejdet frygteligt hårdt. Så tal derfor med jeres kolleger og driftsleder om, hvorvidt I virkelig skal tænke på bedriftens mål, mens I er ramt af sygdommen. Mit råd vil være, at I lader være med at gå efter det”, sagde Anders Peter Andersen.

K-vitamin og meget vand kan hjælpe

Efter en længere snak om det at arbejde i stalden, gav Bjarke Lassesen, svinekonsulent hos LMO, en længere indkøring i håndteringen af grisene.

”Det er en rigtig god idé at give K-vitamin til søerne, da det er en billig måde at hjælpe på, og vi ved, at det virker. Sørg også for, at søerne får så meget at drikke som muligt, da nyrerne er den eneste måde at få sygdommen ud af kroppen på”, fortalte Bjarke Lassesen.

Tid til småreparationer

Også Anders Peter Andersen kaldte et PRRS-udbrud for den bedste tid til at få lavet småreparationer rundt om i farestaldene, fordi staldene under et udbrud vil være relativt tomme.

”Og når man kommer på den anden side af sygdommen, skruer man typisk helt op for produktionen for at indhente det tabte. Derfor vil der slet ikke være tid eller mulighed for at klare vedligehold i perioden efter et afsluttet udbrud”, sagde Anders Peter Andersen og fortalte, at det også ville give en tiltrængt pause.

”I har også brug for at komme væk fra arbejdet med at slå grise ned og bære døde grise ud af staldene. Noget så nemt som at reparere et drikketrug vil kunne være en stor hjælp rent mentalt”, sagde han og pegede på, at det også er vigtigt at fejre de fælles successer, der kan opstå midt i den midlertidigt nedslående hverdag. 

Har du spørgsmål?

Anders Peter Andersen
Svinekonsulent
Tlf: 2940 7088
E-mail: aan@lmo.dk
Bjarke Lassesen
Svinekonsulent
Tlf: 3057 0864
E-mail: bjl@lmo.dk
Top